18-04-2013

Prøver i Ølstykke 14/4 2013

Tja, selvfølgelig skulle der et billede på af præmiehunden. Så... vi tager pralen først. Zita og Annika var oppe i Rally-O øvede klasse, som de vandt med 100 point, og kan nu kalde sig RØM. Stort tillykke til dem.
Riki, Bliss og Lindsey var alle oppe i både LP1 og Rally-O begynder. Riki bliver desværre rigtig stresset over at prøve at holde styr på alle hunde og førere, og det er en rigtig skidt oplevelser at gå til prøve med ham i øjeblikket. Dagen før havde vi været til en uofficiel prøve på Amager, som også gik helt i kuk. Og jeg havde absolut ingen kontakt med ham før prøven i Ølstykke og var tæt på at trække ham. Men vi prøvede, og faktisk lavede han et par af øvelserne rigtig flot. En ok lineføring, et super stillingsskift, super ståøvelse, så mor var ovenud tilfreds. I dæk var der en der skulle lege lige udenfor ringen, og Riki forlod positionen. I søgeøvelsen slog hjernen fra, men han havde diciplin nok til at tage en pind og komme i plads. Desværre den forkerte pind. Springet var hvidt og blafrede i vinden, så det var for farligt. Men mængden af succes opvejede skidtet.
Desværre påvirkede hans stress min gennemgang med Lindsey. Hun var slet ikke på, og det var tydeligt at hun ikke rigtig gad mig.
Anders og Bliss lavede også både lidt godt og lidt skidt, så ingen LP1 hunde den dag. Godt vi snart skal afsted igen.
I Rally havde vi lidt ulig vilkår, fordi banegennemgang lå da vi skulle op i LP. Så lidt hurtig gennemgang smittede helt sikkert af på Anders, der missede en øvelse helt og ikke bestod. Men Lindsey bestod med 96 point og Riki bestod med 87 point, så alt i alt en super dag. Dejligt at komme igang med prøverne :)